Skuffede Skjern-miner i det nordjyske.
Vestjyderne løb ind i et nederlag på 34-28 onsdag aften.
Af Nicklas Thygesen
To point efter to kampe.
Det er facit for Skjern Håndbold efter onsdagens opgør i Nordjylland, hvor de danske mestre blev besejret med 34-28.
Vestjyderne hang konstant et eller flere skridt efter de nykårede pokalvindere, hvilket primært var udløst på grund af tekniske fejl fra gæsterne - som lynhurtigt blev straffet med kontramål i modsatte ende.
Eksemplificeret ved 11 nordjyske scoringer på kontra i første- eller andenfasen efter 33 minutters spil ved stillingen 21-15.
Norsk en-mandshær
Onsdagens hvidblusede gæster indhentede så småt den nordjyske pauseføring på fem scoringer midt i anden halvleg.
Årsagen? VM-sølvvinderen fra januar-måned, Eivind Tangen.
De første seks Skjern-scoringer efter pausen havde nordmanden sidste eller næstsidste hånd på. Kontakten blev skabt med 26-23 til Aalborg med 17 minutter igen, men herefter gik luften ud af højrebacken og holdkammeraterne.
Aalborg Håndbold vandt 34-28 i slutspillets anden runde.