Lasse Mikkelsen blev Skjerns topscorer med seks scoringer.
- Vi er videre og det er en kæmpe lettelse. Sådan lød ordene fra Lasse Mikkelsen kort efter slutfløjtet i Makedonien, hvor Skjern søndag aften slog HC Metalurg Skopje.
Af Nicklas Thygesen
Med én spillerunde tilbage i Gruppe D er tingene afgjort. Skjern Håndbold er sammen med ukrainske Motor Zaporoyzhe sikre på at kvalificere sig til næste runde af Champions League.
Vestjyderne spiller derfor gruppefinale på næste søndag Motor Zaporozyhe i Skjern Bank Arena.
Lasse Mikkelsen blev vestjydernes topscorer i Skopje, og ifølge den 27-årige playmaker var nøgleordet inden aftenens kamp hård fight.
- De er nogle tunge drenge, som trak tiden og spillede meget lange angreb. Det polerede angrebsspil udeblev i dag, men som vi ofte før har vist, så kan man komme langt med hård fight, og det viste vi igen i dag, siger Lasse Mikkelsen og tilføjer:
- Det holdt hårdt, og kampen var meget identisk i forhold til det første opgør, som også blev afgjort i de døende sekunder. Men vi er sindsygt glade, og det er en kæmpe lettelse at vi er gået videre, siger Skjern-playmakeren, som scorede på fire ud af fire straffekast her til aften.
Vidste intet om Elverum-sejr
Allerede inden Lasse Mikkelsen og resten af Skjern-mandskabet gik på banen i Skopje, var vestjyderne sikre på videre avancement i Gruppe D. Norske Elverum slog højest overraskende Baia Mare på udebane, men den melding var ikke nået til Skjern-lejren.
- Vi var ikke klar over resultatet af den anden gruppekamp. Vi havde udelukkende fokus på os selv, men det gjorde nok oplevelsen for vores tilhængere bag skærmen lidt mere beroligende, siger Lasse Mikkelsen.