16 redninger stod Tibor Ivanisevic noteret for onsdag aften. Foto: Steffen Bloch
Serbiske Tibor Ivanisevic var onsdag aften tilbage mellem stængerne hos de grønne - med stor succes.
Af Nicklas Thygesen
Hvis man var i tvivl, så stod det klart for enhver onsdag aften i Skjern Bank Arena.
Ole Nørgaard og Henrik Kronborg råder over en særdeles kompetent målmandsduo.
Nytilkomne Emil Nielsen indtog rampelyset i sin første officielle kamp med en pragtpræstation i Super Cup-triumfen, og har siden da været det foretrukne valg i Skjern-målet.
En debut, der kan perspektiveres tilbage til marts måned, da en hidtil ukendt serbisk herre ved navn Tibor Ivanisevic stjal overskrifterne i forbindelse med pokalsejren i Aalborg.
Onsdag aften var Ivanisevic tilbage mellem stængerne i det vestjyske - ene mand på posten efter Emil Nielsen udgik under opvarmingen.
Selvom spilleminutterne har været reduceret i sæsonens første kampe, så leverede serberen stort i Skjern onsdag aften med 16 redninger til følge. Men kampen var hård, fortæller Ivanisevic.
- Det var hårdt fysisk og mentalt. Efter to uafgjorte kampe, som vi havde chancen for og måske burde have vundet, så var presset stort på os. Vi havde ikke råd til at tabe.
- De mange pludselige skader fyldte selvfølgelig en del hos os, men vi viste holdmoral og stod sammen, siger Tibor Ivanisevic.