Da Skjern Bank Arena blev indviet i 2005, tabte Skjern. Lørdag aften var der revanche.
For over syv år siden slukkede Nick Rasmussen og Simon Krogh festen, da Skjern Bank Arena blev indviet. Lørdag var der payback time.
Af Kenneth Thygesen
I februar 2005 blev Skjern Håndbolds hjemmebane, Skjern Bank Arena, indviet foran 2.400 tilskuere.
Modstanderen var Fredericia HK, der med cheftræner Nick Rasmussen på sidelinjen og playmaker Simon Krogh på banen besejrede Skjern og punkterede indvielsesfesten i Skjerns nye håndboldarena.
Jesper fik sin hævn
Nu er Nick Rasmussen og Simon Krogh henholdsvis cheftræner og spillende assistenttræner i Ribe-Esbjerg, og de måtte lørdag gennemgå den samme skæbne som Skjern.
- Det var fedt at slå dem og give lidt igen. Simon Krogh var hård ved os sidste gang, sagde Jesper Jensen, der tydeligt husker indvielsesfiaskoen.
- Vi havde glædet os helt vildt til at indvie arenaen, og alle snakkede om, at kampen mod Fredericia skulle være afsættet til noget stort. Der var fuldt hus, og folk var klar, og så kollapsede det hele med et nederlag, fortalte Jesper Jensen, der lørdag fik sin hævn med en sejr og fem scoringer.
- Vores første halvleg var decideret dårlig, og vores dårlige indsats i forsvaret skabte hele balladen. Men jeg synes, at det viser klasse, at man vinder relativt sikkert, selv om man spiller dårligt, sagde Jesper Jensen.
Ribe-Esbjerg havde ære af kampen
Modstanderkollegaen Simon Krogh fra Ribe-Esbjerg var på trods af nederlaget ikke sådan at kue ovenpå Skjerns sejr i arenaindvielsen.
- I begge indvielseskampe var Skjern favoritter, og udeholdet vandt begge kampe. Men jeg synes, at vi har stor ære af kampen i dag, sagde Simon Krogh og tilføjede:
- Vi har fået en fantastisk hjemmebane, og selv om det ikke blev til en sejr i dag, så er jeg ikke i tvivl om, at vi nok skal skrabe nogle point sammen her.