STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Jesper har fremtiden på plads

På et pressemøde i Skjern i februar annoncerede Jesper Jensen, at han var i gang med sin sidste sæson som spiller.

Jesper Jensen skal i den kommende sæson være cheftræner for KIF Vejens kvinder.

Af Kenneth Thygesen

I februar meddelte Jesper Jensen, at han efter 17 år i landets bedste række til sommer ville påbegynde en ny levevej.

Årsagen til karrierestoppet bundede blandt andet i ønsket om fortsætte som cheftræner. Under tre måneder senere er eks-landsholdsspilleren klar til at skrive under på en trænerkontrakt.

Jesper Jensen havde flere trænertilbud, men valgte i sidste ende at skrive under på en kontrakt som cheftræner for KIF Vejens kvinder.

- Jeg ved godt, jeg langt fra er færdigudviklet som træner, så derfor var det vigtigt for mig at finde et sted, hvor jeg kan udvikle mig. Det kan jeg i KIF Vejen, forklarer Jesper Jensen til skjernhaandbold.dk.

Dobbelt så mange arbejdstimer
KIF Vejen sluttede i denne sæson som nummer fem i grundspillet i Dame Håndbold Ligaen, og ifølge den nuværende Skjern-anfører er potentialet i orden.

- KIF Vejen er for mig at se en spændende klub på et niveau, som er et godt sted for mig at starte. Jeg tror på, jeg kan udvikle holdet samtidig med, at vi kan spille med i den sjove ende, siger Jesper Jensen, der er klar til at trappe op i antallet af arbejdstimer.

- Jeg er meget ydmyg, men jeg ser frem til udfordringen. Der er som minimum dobbelt så mange arbejdstimer i forhold til at være spiller, men det er jeg klar til, og jeg glæder mig rigtig meget, siger Jesper Jensen. 

35-årige Jesper Jensen har skrevet under på en toårig kontrakt med start fra sommeren 2013.

NYHEDER