STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Jesper Jensen udtaget til EM-kampe mod Rusland

Der er comeback til rutinerede Jesper Jensen i de to EM-kvalifikationskampe mod Rusland den 9. og 12. marts i henholdsvis Chekhov og Horsens. Udover Skjern-playmakeren træder også AaB Håndbolds Henrik Møllgaard ind i EM-truppen.

"Som udgangspunkt ville jeg gerne have stillet med hele VM-holdet, men Thomas Mogensen og Michael V. Knudsen er som bekendt blevet skadet, så derfor er Jesper Jensen og Henrik Møllgaard med i stedet," siger Ulrik Wilbek.

"Jesper Jensen skulle have erstattet Thomas Mogensen til VM, men det måtte vi droppe, da han blev opereret for brok. Nu er han klar til at vikariere for Thomas Mogensen," siger Ulrik Wilbek, "Henrik Møllgaard kan spille på højt niveau i begge ender, og han skal blandt andet aflaste i midterforsvaret, når René Toft Hansen og Kasper Nielsen skal have pauser."    

I første omgang er Rasmus Lauge Schmidt kun udtaget som reserve, men det betyder slet ikke, at han ikke indgår i landstrænerens nærmeste fremtidsplaner.  

"Rasmus Lauge Schmidt bliver dog først fast mand på holdet fra juni. Jeg har valgt at udtage det stærkeste hold lige nu, da det bliver nogle vanskelige kampe mod Rusland, som vel er det eneste hold, der kan true vores 1. plads i puljen," påpeger Ulrik Wilbek.

Fra DHF.dk

De 16 mand til EM-kampene mod Rusland:

Målvogtere
Niklas Landin
Søren Rasmussen
Fløje
Anders Eggert
Lars Christiansen
Lasse Svan Hansen
Hans Lindberg
Stregspillere
Jesper Nøddesbo
René Toft Hansen
Bagspillere
Kasper Nielsen
Mikkel Hansen
Bo Spellerberg
Lasse Boesen
Jesper Jensen
Kasper Søndergaard
Mads Christiansen
Henrik Møllgaard
Reserver :
Jannick Green og Rasmus Lauge indkaldes til torsdag aften i Horsens.

NYHEDER