Publikum i Skjern Bank Arena var tydeligvis ikke tilfredse med Skjern-præstationen i første halvleg i aftenens kamp mod HC Midtjylland. Skjern skulle bagud 17-13, før der kom gang i de grønblusede, og det var ikke godkendt.
”Vi skulle bruge 30 minutter på at komme i gang, og det er ikke i orden på dette niveau. Vores defensive spil haltede meget i første halvleg, hvor vi lukkede alt for mange mål ind. Vi scorer 18 mål selv, hvilket er godkendt, men at lukke 19 mål ind er meget uacceptabelt,” sagde Skjerns Jørgen Rasmussen til skjernhaandbold.dk.
Den dårlige Skjern-defensiv fik heller ikke mange roser af cheftræner Kos i pausen.
”Kos var utilfreds med vores manglende koncentration og vores halvdårlige tacklinger i forsvaret. Da vi fik rettet op på det, fik Tim Winkler fat i målet, og så lukkede vi kampen,” sagde Jørgen Rasmussen, der spillede en glimrende kamp på venstre fløj med tre scoringer.
”Det var en god sejr, men første halvlegs præstation kan vi ikke prale af,” sagde Skjern-fløjen.