Fem mål fra Bjarte Myrhol var desværre ikke nok i eftermiddagens kamp.
I følge Bjarte Myrhol var Kadetten Schaffhausen ganske enkelt bedre end Skjern i eftermiddagens opgør.
Af Lone Jørgensen
Nu gik det lige så godt.
Skjern har været mere eller mindre flyvende i dette års Champions League, men i dag måtte holdet se sig besejret af de schweiziske mestre.
Især i anden halvleg var gæsterne i Skjern Bank Arena bedst, og derfor måtte Myrhol og holdkammeraterne for første gang i sæsonen gå fra banen med et nederlag på hjemmebane i Champions League.
Lavede for mange kontra-mål
Det var dog også en skuffet Bjarte Myrhol, der efter kampen gennemgik kampen sammen med resten af Skjern-mandskabet i omklædningsrummet.
- Der er flere forskellige bud på, hvad der gik galt. Men de lavede for mange kontramål på os i anden halvleg, og det var dræbende for os. Vi vinder ikke håndboldkampe, når de får lov til at lave så enkle mål på os. Så fik vi aldrig 100 procent kontrol over forsvaret, og når Marinovic står så godt, som han gjorde i dag, er det svært at vinde håndboldkampe, sagde den norske Skjern-streg.
To jævnbyrdige hold
I de to holds første opgør vandt Skjern med 30-24 i en tæt kamp, der først blev afgjort i slutfasen. Indtil da matchede holdene hinanden godt, og forskellen på de to holds styrke var ikke så stor, som resultatet antydede.
- Igen i dag var det to vældig jævnbyrdige hold. Men når det ene så spiller godt, og det andet spiller dårligt, så vinder det bedste hold bare. Så det er hverken kræfterne eller træthed, det handler om, for de var nok lige så trætte, som vi var, men de var bedre end os i dag sluttede Myrhol.
På trods af nederlaget beholder Skjern førstepladsen i Gruppe D, hvor holdet nu har tre uger til næste kamp.