Den unge playmaker, Mads Jepsen, fik masser af spilletid i gårsdagens kamp mod FIF på bekostning af henholdsvis en skadet Simon Krogh, der var helt uden for truppen, og en skadet Jesper Jensen, der måtte udgå med en skade fem minutter før pausen.
Jesper Jensen sad ude hele anden halvleg, idet Skjern-staben ikke ville risikere noget.
”Jeg fik et træk i læggen i onsdags til træning, og i går under kampen trak den sig sammen igen. Jeg kunne nok godt have spillet lidt mere, men det var ikke nødvendigt,” siger Jesper Jensen til skjernhaandbold.dk.
På onsdag skal Skjern Håndbold en tur til Lemvig i årets sidste grundspilskamp, og spørger man kaptajnen, er han klar til den opgave.
”Det tror jeg nok skal gå,” lyder det kortfattet fra Jesper Jensen, der var skuffet over FIF i fredagens kamp.
”FIF var ikke gode. De havde jo slået op i banen fra start, og vi skulle have vundet sådan en kamp med 15 mål. Vi fik en sikker sejr uden at overanstrenge os,” slutter anføreren.