Thomas Klitgaard scorede to mål i lørdagens topkamp.
Trods et flot comeback af Skjern i anden halvleg måtte vestjyderne erkende, at otte-måls forspringet ved pausen var for stort i topkampen mod KIF Kolding.
Af Kenneth Thygesen
Det blev aldrig Skjerns aften i Boxen i Herning. Koldingenserne var for stærke, og derfor kunne ligaens førerhold rejse hjem med en ny sejr over Skjern i bagagen.
- Vi er selvfølgelig super skuffet. Der var flot opbakning fra tilskuerne, og vi troede på, at vi kunne slå dem i dag, sagde Thomas Klitgaard efter kampen.
- Hele kampen igennem stod vi egentlig rigtig godt i forsvaret og at holde dem på 24 mål er godkendt. Der blev gået til stålet i begge ender, og det var på den måde en fed kamp at spille, sagde Thomas Klitgaard og fortsatte:
- Men det siger sig selv, at vi ikke er tilfredse. De sidste 10-12 minutter af første halvleg afgjorde kampen. Vi brændte for meget, og det knækkede os, forklarede Thomas Klitgaard.
Troede på comeback
I pausen af kampen var Skjern bagud med otte mål, men ifølge Klitgaard var troen på sejr til stede i omklædningsrummet.
- Vi troede på, at vi kunne vende kampen. Otte mål viste sig dog at være for meget, men vi fik den start, vi ønskede, og havde vi haft skarpheden midtvejs i anden halvleg, kunne vi måske have vundet, sagde Thomas Klitgaard.
- Når man er bagud med otte mål ved pausen mod et hold som Kolding, må man ikke lave en eneste fejl, og det giver sig selv, at det er svært, sluttede Thomas Klitgaard.