Thomas Klitgaard kræver en bedre Skjern-indsats mod Aarhus onsdag aften.
Nederlaget til AGK var ifølge Klitgaard ingen katastrofe, men der kræves en helt anden indsats mod Aarhus onsdag aften.
Af Kenneth Thygesen
Weekendens Skjern-nederlag til AG København i Jyske Bank Boxen er ingen en katastrofe, men der skal andre spillemæssige boller på suppen i de resterende to kampe mod henholdsvis Aarhus og Viborg.
Det mener 10-målsskytten fra i lørdags, Thomas Klitgaard:
"At tabe til AG København er jo ingen katastrofe, men vi burde have presset dem mere. Jeg synes egentlig, at de var til at tale med, men vi ramte slet ikke vores niveau," siger Thomas Klitgaard og fortsætter:
"Det store problem var vores defensiv, som aldrig rigtig fik fat. Vi skal tilbage i gear og få styr på defensiven inden onsdagens kamp," siger Thomas Klitgaard med henvisning til onsdagens hjemmekamp mod Aarhus Håndbold.
Skjern er placeret på fjerdepladsen med to point ned til Team Tvis Holstebro på femtepladsen, men idet lokalrivalerne har en ekstra kamp i hånden og tilmed har en bedre målscore, kræver det fire Skjern-point i de resterende to kampe for at bevare håbet om en fjerdeplads.
"En fjerdeplads vil være optimalt for os, og derfor skal der heller ikke være nogen slinger i valsen mod hverken Aarhus eller Viborg. Det er to kampe, der skal vindes, og vi starter onsdag aften hjemme i arenaen," lyder det fra den formstærke Skjern-stregspiller.