Thomas Klitgaard.
Vi skal vise, at vi har lært vores lektie, lyder det fra Thomas Klitgaard inden søndagens udebanekamp mod oprykkerne fra Skanderborg Håndbold.
Af Kenneth Thygesen
To oprykkerhold har allerede givet Skjern store problemer i denne sæson. SønderjyskE vandt overraskende i Skjern Bank Arena, mens Skive fH var snublende nær et enkelt point mod Skjern.
Derfor er der fuld fokus på ikke at fejle mod ligaens tredje oprykker fra Skanderborg, der søndag eftermiddag tager imod Skjern.
”Oprykkerholdene kan overraske rent taktisk, fordi man ikke kender nok til dem i starten af sæsonen, men vi må ikke falde i den fælde igen. I sidste sæson var vi rigtig gode i kampene mod holdene i den nederste halvdel, og nu må vi vise, at vi har lært vores lektie,” siger Thomas Klitgaard til skjernhaandbold.dk.
Tophold som AG København, BSV, Aalborg og Skjern har alle smidt uventede points til hold fra den nederste halvdel, men det overrasker ikke Klitgaard.
”Det er det samme scenarie hvert år, hvor der er mange overraskende resultater i de første par måneder. Det skyldes blandt andet, at topholdene ikke er oppe at køre på det fulde niveau, samtidig med at bundholdene har den specielle oprykkergejst,” forklarer Thomas Klitgaard, der glæder sig til kampen på Skanderborgs velkendte hjemmebane i Morten Børup Hallen:
”Jeg forestiller mig, at det bliver en vanskelig kamp. Jeg husker at have spillet i deres lille og intense hal for 12-13 år siden i en 1. divisionskamp. Det er et sjovt sted at spille, hvor der er masser af gang i den,” siger Thomas Klitgaard.
”I sidste sæson var vi rigtig gode i kampene mod holdene i den nederste halvdel, og nu må vi vise, at vi har lært vores lektie.”
Thomas Klitgaard