Thomas Klitgaard og co. skal have hjælp fra Århus i eftermiddag for at bevare semifinalehåbet.
Et Team Tvis-pointtab mod Århus Håndbold i eftermiddag kan sende Skjern tilbage i kampen om semifinalen.
Af Kenneth Thygesen
Uafgjort mod AG København må isoleret set være en succes. Men det var ikke tilfældet for Skjern lørdag eftermiddag.
I gårsdagens kamp lavede Skjern i alt 16 tekniske fejl/boldtab, hvilket gav de københavnske gæster et hav af kontrachancer. Det var afgørende ifølge Thomas Klitgaard.
"Havde vi stoppet med at smide bolden uprovokeret væk, som vi gjorde i de sidste 10-15 minutter, så er jeg ikke i tvivl om, at vi havde vundet kampen," siger Thomas Klitgaard.
Skjern-stregspilleren spillede igen en flot kamp for de grønne med seks mål og flere tilkæmpede straffekast. Det var dog ikke nok til at hente to point mod AGK, og derfor er Skjerns slutspilsskæbne nu i hænderne på Århus.
"Jeg er bitter og skuffet over, at vi ikke vandt. Havde vi vundet, kunne vi selv afgøre vores skæbne. Nu kan vi ikke afgøre noget som helst, og nu må vi bare sætte vores lid til Århus i eftermiddag," siger Thomas Klitgaard.
Århus møder Team Tvis på hjemmebane kl. 16.00.