Thomas Klitgaard i krig med Matej Gaber. Foto: Steffen Bloch
Thomas Klitgaard var ikke tilfreds med Skjern-indsatsen efter nederlaget til Montpellier.
Af Simon Dahl
Knap var søndagskampen i Skjern Bank Arena for alvor skudt i gang, før de franske gæster fra Montpellier havde bragt sig komfortabelt foran.
Skjern var bagud 6-0 efter fem minutter, og det blev altafgørende.
- Hvis man ikke er klar fra start, så taber man i de her kampe. Det er sindssygt, at vi nu har smidt det væk to gange i streg, sagde Thomas Klitgaard og forsøgte at sætte lidt ord på oplevelsen:
- Det her er ikke bare en almindelig turneringskamp, hvor vi kan kæmpe os tilbage efter en elendig start. Holdene er bare markant bedre, og løbet var jo allerede kørt efter ti minutter, sagde en frustreret Thomas Klitgaard.
Vi kunne have vundet
Skjern spillede en fornuftig anden halvleg, hvor vestjyderne var lige ved at kæmpe sig tilbage, men chancerne blev misbrugt på en velspillende Thierry Omeyer.
- Det, der er mest irriterende er, at vi spillede så dårligt. Havde vi bare spillet nogenlunde, havde vi jo vundet. Vi var simpelthen for ringe, sagde stregspilleren.