Thomas Klitgaard scorede fem af sine seks mål i anden halvleg.
Skjerns sejr på 27-26 i pokalkampen mod TM Tønder bar præg af en mindre god første halvleg for vestjyderne.
Af Lone Jørgensen
Efter dommerens sidste fløjt var det Skjern, der kunne række armene i vejret og juble over at have spillet sig videre i landspokalturneringen efter aftenens kamp i Tønder.
Men det holdt hårdt, og opgøret blev først afgjort i kampens slutfase, da Skjern i det meste af anden halvleg skulle kæmpe for at spille sig op efter en sløj første halvleg.
- Vi var ikke ordentlig klar fra start, og vi spillede langt fra en god første halvleg, sagde Thomas Klitgaard efter kampen.
Han scorede seks mål for vestjyderne, hvoraf de fem blev sat ind i anden halvleg.
Stor kamp af Boysen
- Vi fik en masse skæld ud i pausen, og det var helt fair. Derefter strammede vi os mere an, og det var heldigvis nok, sagde Skjern-stregen, der kunne se sin tidligere holdkammerat Rasmus Boysen blive topscorer for hjemmeholdet med otte mål.
- TM Tønder er generelt et godt hold, og de gjorde det godt i dag. Men Rasmus Boysen skilte sig ud. Han var jo helt flyvende, lød det fra Klitgaard.
Sammen med holdkammeraterne har han nu en dags kamppause, før der på torsdag venter en vigtig kamp mod Skanderborg Håndbold i Boxer Herreligaen.