STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Københavnerne stjal sejren igen

Foran 5.000 tilskuere i Herning var Skjern Håndbold meget tæt på at ordne de ubesejrede københavnere fra AG København, men efter en hektisk og dramatisk afslutning vandt topfavoritterne 28-25 efter Skjern-føring på 15-14 ved pausen. Jesper Jensen blev Skjern-topscorer med syv mål i en kamp, hvor føringerne bølgede frem og tilbage.

Endelig skulle det ske. AG København skulle ned med nakken efter to ualmindeligt intense kampe i 2010, men desværre lykkedes det ikke Skjern, der ellers var foran flere gange i kampen.

Godt hjulpet på vej af 5.000 veloplagte tilskuere fik Skjern ellers den perfekte start med en føring på 3-1. Trods en god start af Tim Winkler i målet havde Skjern svært ved at finde vej gennem københavnernes betonforsvar. Det resulterede i flere tekniske Skjern-fejl, der blev straffet på kontra, og så førte AG København 8-6 efter et kvarter.

AG København fortsatte det solide defensiv spil, og da Skjerns kontrafase og overtalsspil samtidig ikke levede op til vanlig standard, kunne Mikkel Hansen med sit første mål sende gæsterne i front 11-7 efter 20 minutter.

Flot comeback
Københavnerne udbyggede yderligere føringen til 14-9, før ikke færre end seks Skjern-scoringer i træk på syv minutter betød, at 5.000 ellevilde tilskuere kunne se Skjern gå til pause med en føring på 15-14.

De grønne red videre på bølgen og bragte sig i front 19-16, før de københavnske favoritter vågnede op. Det gjorde gæsterne til gengæld med stil, og med fire scoringer i træk førte AGK pludselig 20-19.

Københavnernes føring blev udbygget til 24-21 efter flere gode aktioner af AGK-stregen Rene Toft Hansen, men endnu engang viste Skjern fightermoral og kom tilbage 24-24 med fantastisk opbakning af de 5.000 tilskuere.

Marginalerne blev afgørende
De sidste 5-7 minutter blev på ægte Skjern-AG-manér et drama i topklassen, hvor gæsterne havde marginalerne på deres side. Per Leegaard fik ellers udlignet til 26-26 kort før tid, men målet blev annulleret for skridt, og så kunne gæsterne score i den anden ende til 27-25.

Kampen sluttede 28-25 til de københavnske gæster, der dermed fortsat er ubesejret i ligaen.

NYHEDER