Der var udsigt til en stor rolle til Simon Krogh i aftenens kamp mod Viborg HK, idet anfører Jesper Jensen lå hjemme i sengen i Esbjerg med influenza.
Simon Krogh overtog dirigentstokken på playmakerposten med stil, hvor han med flere assists, fire mål og et godt blik for spillet hjalp Skjern til sejren. Efter kampen havde playmakeren roser til Skjerns bredde.
”Det overrasker mig ikke, at vi viser den energi og sjæl. Truppen består af 16 mand, der alle vil yde alt, og vi beviser i dag, at vi kan, selv om Jesper er ude, og Gjessing og Klitgaard har skadesproblemer,” sagde Simon Krogh, der ikke var helt tilfreds med spillet.
”Det gode spil må vente på sig. Deres mandsopdækning af Claus Møller besværliggør tingene for os, og det betyder, at spillet til tider bliver lidt rodet. Det giver selvfølgelig plads til os, og det udnytter vi fint,” forklarede Simon Krogh.
Ti minutter før tid besluttede cheftræner Kos at gå mere defensivt til værks i forsvaret, og det var ifølge Krogh nøglen til sejr.
”Stor cadeau til Kos for at trække os tilbage i 6:0-forsvar. Det var godt set. Vi skulle lige omstille os, men derefter fik vi styr på det, og det blev afgørende for kampen,” sagde Simon Krogh.