STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Krogh: Vi gav alt for den grønne trøje

Han er primært blevet brugt i forsvaret i denne sæson, men på grund af Jesper Jensens lyskeskade fik Simon Krogh søndag hovedansvaret for at styre slagets gang i Skjern-offensiven.

Skjern formåede med få ressourcer at spille 24-24 mod Århus blandt andet efter en flot indsat af den fintestærke playmaker, som lavede fire mål og flere assists.

”Kampen i går viste, at det her hold har en bund uanset hvilke spillere, vi bruger. Hele holdet kæmpede og kæmpede, selv om betingelserne var svære. Alle mand udstrålede glød og passion, og alle mand var klar til at give alt for den grønne trøje. Vi ville ikke lægge os ned,” siger Simon Krogh til skjernhaandbold.dk.

”Man kan komme langt ved at kæmpe. Man kan ikke altid vinde kampe, men man komme langt, og det gjorde vi i går. Jeg synes dog også, at vi i perioder spillede glimrende håndbold,” forklarer Simon Krogh, der var delvist tilfreds med det uafgjorte resultat.

”Det er et guldspørgsmål, om man er tilfreds med uafgjort eller ej. Vi ville selvfølgelig gerne have haft to points, og vi var tæt på at få det. Objektivt set er det vel meget fair, at begge hold fik noget med hjem,” slutter Skjern-playmakeren.

Næste opgave for Skjern er på fredag, hvor oprykkerne fra HC Midtjylland gæster Skjern Bank Arena.

NYHEDER