Nørgaard og Kronborg i dialog på Skjern-bænken. Foto: Steffen Bloch
Manglende kvalitet i afslutningerne var ifølge Henrik Kronborg én af årsagerne til vestjydernes nederlag søndag aften.
Af Nicklas Thygesen
Thomas Mogensens udligning til 16-16 indledningsvist i anden halvleg fik taget til at lette i en udsolgt Skjern Bank Arena.
Men herfra var det begrænset med jubelscener og sejrsbrøl blandt rekordpublikummet på tilskuerrækkerne.
Årsagen: Manglende skudkvalitet og et tysk mesterhold, der viste klassen, fortæller Henrik Kronborg.
- Skal man matche Flensborg, så kræver det en toppræstation over 60 minutter. Det formåede vi ikke. Vi spillede godt og med stor disciplin i første halvleg, men efter pausen brændte vi alt for meget på Thorbjørn Bergerud.
- Nu skal vi se kampen igen, men min og spillernes opfattelse var, at vi kom til gode chancer, men kvaliteten i afslutningerne manglede, siger Henrik Kronborg.
Gæsterne fra Flensborg kom til Skjern Bank Arena uden ét eneste nederlag i den tyske Bundesliga. Ikke tilfældigt, siger Kronborg.
- Lige nu er Flensborg et af Europas fire bedste mandskaber. Det er ikke for sjov, at de er uden nederlag i Bundesligaen, og i forrige uge kørte Rhein-Neckar Löwen over på hjemmebane.
- Det er et klasse mandskab, siger Kronborg.