Kasper Søndergaard scorede fire mål i onsdags, da Skjern tabte til GOG.
Kasper Søndergaard mener, at Skjern skal vinde med syv-otte mål i lørdagens EHF Cup-kamp mod serbiske Vojvodina.
Af Kenneth Thygesen
En sejr på syv-otte mål.
Det er, hvad Kasper Søndergaard sigter efter, inden Skjern i morgen møder de serbiske mestre fra RK Vojvodina i den første af to EHF Cup-kampe.
- Vi har set noget video på dem og forberedt os. De ser en del bedre ud end tjekkerne, siger Kasper Søndergaard med henvisning til de tjekkiske mestre fra Ronal Jicin, som Skjern slog ud tidligere i sæsonen.
- Men vi skal vinde stort, og her tænker jeg syv-otte mål og helst mere. Vi kan godt få det rigtig svært dernede, så vi skal herfra med en del mål i bagagen, siger Kasper Søndergaard.
Vi er kommet videre
RK Vojvodina ligger på en femteplads i den serbiske SEHA League, hvor de har vundet fire ud af ti ligakampe. Endnu en sejr skal serberne dog ikke forvente lørdag i Vestjylland.
- Vi har trænet fint og humøret er godt, selvom nederlaget i onsdags gjorde nas. Vi er videre og klar til bevise noget, og det gør vi kun med en sejr, siger Kasper Søndergaard, der sammen med holdkammeraterne skal op imod et par tunge drenge.
- De er meget fysiske stærke, og de vil gerne smadre igennem. Det er der ingen tvivl om. Derfor skal vi løbe en masse og forhåbentligt gøre det, som GOG gjorde mod os i onsdags, siger Kasper Søndergaard.