STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Landsholdsspiller klar til lørdag

Efter en perlerække af flotte kampe i dette efterår blev Skjerns Kristian Gjessing velfortjent udtaget til herrelandsholdets EM-kvalifikationskampe mod Hviderusland og Schweiz tidligere på måneden

På grund af en fodskade måtte bagspilleren desværre melde afbud til kampen mod Schweiz, hvor det ellers var planlagt, at han skulle få spilletid.

Heldigvis for Skjern Håndbold er Kristian Gjessing meget tæt på at være klar til lørdagens brag ved ”10.000 til håndbold” i Herning.

Hovedpersonen er i hvert fald selv optimistisk.

”Vi trænede stort set hver dag med landsholdet, og der var foden meget øm, og så ville jeg ikke melde mig klar, når jeg kun var 80-85 procent klar. Jeg har ikke trænet meget i denne uge, og det har gavnet foden. Den har det fint, og jeg satser stærkt på at spille lørdag,” fortæller Kristian Gjessing til skjernhaandbold.dk og fortsætter:

”Truppen er fuld af længsel og spænding med hensyn til lørdag. Der er blevet sagt og skrevet så meget, og nu vil vi egentlig bare i kamp,” lyder det fra Kristian Gjessing.

At Kristian Gjessing er klar til lørdagskampen mod AaB er meget afgørende for Skjern-mandskabet. Ifølge anfører Jesper Jensen har Gjessing nemlig været Skjerns bedste i efteråret.

”Jeg er ikke meget for at fremhæve én spiller, men man bliver nødt til det i Kristians tilfælde. Mange har præsteret flot i efteråret for os, men Kristian har strålet klarest. Han har været fantastisk,” lyder roserne fra anføreren.

Kristian Gjessing, Jesper Jensen og de andre Skjern-spillere starter ”10.000 til håndbold”-braget på lørdag kl.14.15 i en kamp, som vises på TV2.

NYHEDER