Søren Pedersen og Nikolaj Markussen (t.h.) er to af Skjerns nye spillere i denne sæson.
Skjern Håndbolds nye danske landsholdsspiller er glad for at være tilbage i dansk håndbold og ser frem til at jagte medaljer.
Af Kenneth Thygesen
Efter syv ugers sommerferie er Skjern Håndbolds ligaspillere tilbage på træningsbanen og klar til en ny sæson.
Blandt klubbens nye spillere er landsholdsspilleren Nikolaj Markussen, der efter ophold i Atletico Madrid i Spanien og El Jaish i Qatar er tilbage i dansk håndbold.
- Ligaen ser knivskarp ud med flere stærke tophold. Der venter os en stor udfordring, men jeg synes, at truppen ser stærk og fit ud, siger Nikolaj Markussen.
Næste skridt
Bagspilleren har vundet titler i både udlandet og med det danske landshold, men han har aldrig vundet en medalje i dansk klubhåndbold. Det skal der laves om på.
- Jeg er klar til medaljejagt. Det ligger i Skjern Håndbolds dna at være med i den absolutte top, og jeg håber på, at jeg kan hjælpe holdet med at tage det næste skridt, siger Nikolaj Markussen.
Skjern Håndbolds første kamp i sæsonen er på udebane mod TMS Ringsted i pokalturneringens 1/8-finale den 27. august.