- Stemningen er høj i truppen og vi har masser af selvtillid, siger Lasse Mikkelsen.
Efter en forrygende sæsonstart med fem sejre i seks kampe er Skjern i øjeblikket placeret på Herre Håndbold Ligaens andenplads.
Af Simon Dahl
Siden cheftræner Ole Nørgaard i sommers overtog dirigentstokken i Skjern, er truppen blomstret. Fem sejre i seks kampe og andenplads i ligaen er status efter halvanden måned i den nye sæson.
Ifølge playmaker Lasse Mikkelsen skyldes succesen flere ting, men særligt træningsintensiteten imponerer Mikkelsen.
- Vi træner rigtig godt, og intensiteten er høj i alle de ting, vi foretager os. Stemningen er høj i truppen og vi har masser af selvtillid. Det kan man også se på banen, hvor tingene fungerer. De gode resultater og den gode start smitter helt klart af, fortæller Lasse Mikkelsen til skjernhaandbold.dk.
Styr på rollerne
Sidste sæson var ikke altid en dans på roser for Skjern-truppen, der oplevede lidt af hvert. I denne sæson er der ifølge 24-årige Lasse Mikkelsen klarhed over rollerne på holdet og konceptet, så alle arbejder i samme retning.
- Der er kommet en anderledes disciplin på med Ole som træner og samtidig med det, er alle klar over, hvilke roller de har både under og efter kampene. Det giver en ro og en følelse af, at alle yder det maksimale for at udføre den opgave, der bliver stillet, siger Lasse Mikkelsen.
Næste gang Lasse Mikkelsen og co skal i ilden igen er fredag den 19. oktober, hvor Århus Håndbold kommer på besøg i Skjern Bank Arena.