STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Laursen: Jeg vidste hvad jeg gik ind til

Kristoffer Laursen indrømmer, at det kræver tilvænning ikke at spille hele tiden.

Den hårde konkurrence i Skjern-målet betyder, at succes ikke er lig med spilleminutter. Det skal man vænne sig til, siger Kristoffer Laursen.

Af Kenneth Thygesen

I sin første ligakamp for Skjern Håndbold var han en sand mur i målet med en redningsprocent på 71 i de 30 minutter, som han fik på banen.

Alligevel måtte Kristoffer Laursen ugen efter brandkampen mod Ringsted tage til takke med en bænkplads i 60 minutter, da Skjern i lørdags besejrede Aalborg.

En anderledes oplevelse for nyerhvervelsen, der tidligere har været vant til at være fast mand i målet.

”Det er mange år siden, at jeg har prøvet netop det, men det er faktisk ikke noget, der bekymrer mig,” siger Kristoffer Laursen.

Ingen overraskelse
Årsagen til bænkpladsen til Kristoffer Laursen skyldes Tim Winkler, der ligesom kollegaen har været sublim i sæsonstarten.

”Jeg vidste jo, hvad jeg gik ind til, så det var ikke nogen overraskelse. Selvfølgelig vil jeg gerne spille hele tiden, men det gør ikke nær så ondt, når Winkler gør det godt. Hvis han ikke præsterede, og jeg fortsat sad på bænken, var det en anden sag,” siger Kristoffer Laursen og fortsætter:

”Det er da noget, man skal vænne sig til. Det er der ingen tvivl om. Men siden jeg skrev under med Skjern for et halvt års tid siden, har jeg forsøgt at vænne mig til, at sådan kan dagene indimellem blive, og det må jeg bare tage med,” siger Skjern-keeperen.

NYHEDER