Skjern-keeperen, Kristoffer Laursen stod en god kamp mod KIF Kolding København.
Skjern tabte i går 31-30 til Boxer Herreligaens førerhold fra KIF Kolding København.
Af Lone Jørgensen
En storspillende Kristoffer Laursen i Skjerns mål var ikke nok til at hive en sejr hjem for vestjyderne i gårsdagens kamp.
Den 25-årige Skjern-keeper leverede sammen med sine holdkammerater en godkendt indsats, især i anden halvleg, hvor holdet var tæt på at snyde Koldinggenserne for de to point.
- Vi kommer til at halte lidt bagefter, fordi vi ikke får ordentlig fat fra starten af kampen. Men i løbet af anden halvleg spiller vi os op, og så er det selvfølgelig hårdt at stå her og have tabt, sagde Laursen efter kampen.
Bedre forsvar til sidst
Ud over et reddet straffekast havde Laursen en række flotte aktioner i kampens slutfase.
- I og med, at forsvaret løfter deres niveau, er de en stor hjælp for mig. Derfor bliver det nemmere at tage boldene inde bagved, sagde Laursen, der havde håbet på en sejr i årets første kamp.
- Det er ikke godt nok, at vi taber. Det er det aldrig. Men hvis vi kan vise det samme angrebsspil og lige så meget fight i de kommende kampe, så skal sejrene også nok komme, sagde Laursen.
Skjern har mulighed for at få holdets første sejr allerede på onsdag, hvor Århus Håndbold kommer på besøg i Skjern Bank Arena.