Lindgren var ikke nervøs inden onsdagens topkamp i Silkeborg.
Skjerns nye cheftræner var ikke nervøs inden onsdagens trænerdebut. Det er han for gammel til, fortæller han.
Af Kenneth Thygesen
Ét point mere og Krister Lindgren havde fået en vaskeægte drømmestart i Skjern Håndbold.
I onsdagens udebanekamp mod BSV spillede Skjern klogt og rutineret i 60 minutter og fik også point med fra Silkeborg.
Det blev dog ”kun” til et enkelt point, men det var Skjern-træneren også godt tilfreds med.
"Vi leverede en flot indsats og fik et vigtigt point. Kampen igennem arbejdede vi som et hold, og vi viste god taktisk forståelse ved at forudse mange deres angrebsåbninger," forklarede Krister Lindgren efter kampen og fortsatte:
"Der mangler en masse ting endnu, og hvis vi var et par uger længere henne, havde vi haft endnu mere at byde på - og så havde vi måske vundet kampen," lød det fra cheftræneren, der havde roser til flere spillere.
"Kollektivt set leverer vi en god præstation, og spillere som Kasper Søndergaard der laver vigtige mål fra distancen, og Jesper Jensen gør det rigtig fornuftigt. Jesper var direkte i sit spil og selv om han brændte et par afslutninger, fortsatte han med at tage ansvar," roste Lindgren.
Den svenske chef havde dog ikke meget at sige om sin debut på trænerbænekn. Til spørgsmålet om hvorvidt han var nervøs forud for kampen, lød svaret kort:
"Nej, jeg er for gammel til at blive nervøs," lød det med et smil fra Krister Lindgren, der hurtigt tilføjede:
"Men jeg havde glædet mig. Det var en god kamp med god underholdning," sluttede den nytiltrådte Skjern-træner.