Jørgen Jørgensen står altid klar i kulissen. Her ses han sammen med René Rasmussen under et træningspas på La Santa.
Smilet er stort og arbejdslysten den samme. Jørgen Jørgensen er svært begejstret for sit job som holdleder for de grønne.
Af Nicklas Thygesen
Mens Skjern-spillerne kæmper sig igennem de alternative træningspas på La Santa, så står holdleder Jørgen Jørgensen altid parat med en hjælpende hånd hvad end det angår opfyldning af drikkedunke eller nye håndklæder.
Når flyet på fredag har destination mod Vestjylland og pligterne ikke skal udføres i 25 graders varme, så er humøret stadig det samme - og ifølge holdlederen er forklaringen ganske enkel.
- Det er Danmarks bedste hold at være holdleder for, siger Jørgen Jørgensen og tilføjer:
- Jeg går glad på job hver eneste dag. Det er svært at gøre andet, for står det til mig, så er det verdens bedste fritidsjob. Derudover er jeg heldig at have en håndboldfamilie, som også er grønne i hjertet, og tillader mig at have lidt varierende arbejdstider, siger holdlederen imens træningstrøjerne gøres klar til endnu en aktivitetsrig dag.