STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Markussen skød Skjern til premieresejr

Skjern er på tavlen i Herre Håndbold Ligaen.

Oprykkerne fra Odder bed fra sig i premieren og tvang favoritterne på overarbejde. Skjern vandt dog sikkert 31-29 efter storkamp af Nikolaj Markussen.

Af Kenneth Thygesen

I 50 minutter pressede Odder Håndbold storfavoritterne fra Skjern, men den hæderlige østjyske indsats sikrede ikke oprykkerne point.

Skjern Håndbold vandt sikkert ligapremieren 31-29 efter en intet mindre end suveræn ligadebut af Skjerns nyindkøb Nikolaj Markussen.

Hatten af for Markussen
Der er blevet sagt og skrevet meget om forventningerne til den 211 centimeter høje Markussen, der efter to udlandsophold er vendt hjem til dansk håndbold.

I onsdagens pokalkamp i Ringsted lavede han fire mål og otte assists. Fem dage senere gik han skridtet videre. Syv mål, fem assists, tre tilkæmpede udvisninger og to tilkæmpede straffekast. Værsgo.

Super-debuten af Markussen, der især i anden halvleg viste sine kvaliteter, var stærkt medvirkende til, at Skjern fik sæsonens to første point.

Ros til Odder
I første halvleg havde Skjern ellers store problemer med de friske oprykkere, der var godt indstillet på den første kamp nogensinde i ligaen.

Trods en chokstart på 3-0 kæmpede Odder forbilledligt, og de undertippede gæster straffede i flere momenter Skjerns fejl, som var de et rutineret ligatophold.

Specielt stregspillet fungerede for oprykkerne. Det fik de 1803 tilskuere i Skjern Bank Arena til at hive sig i håret over den manglende og forventede store føring.

Flot angrebsspil
Den store føring kom dog små ti minutter før tid, da Kasper Søndergaard satte dødsstødet ind og sendte Skjern i front 29-24.

Skjern-backen scorede fem gange i opgøret, mens kollegaen i venstresiden Henrik Møllgaard var brandvarm i første halvleg med seks scoringer.

I alt blev det til 21 mål fra Skjerns fem bagspillere, der i store perioder kombinerede, kreerede og krydsede til ren perfektion. En sand fornøjelse for de håndboldglade tilskuere i Skjern Bank Arena.

Læs også: Chefen var tilfreds, men..
Læs også: Skjern-Odder i tal

NYHEDER