Ifølge fysioterapeut Hans Jensen er Jacob Østergaard i "superform".
Jernmanden Jacob Østergaard har altid været i fysisk topform. Men hvad driver værket?
Af Kenneth Thygesen
I Skjern-truppen kaldes han for ”Machine” med reference til den fysiske styrke – og det er ikke uden grund.
Skjerns streg- og forsvarsspiller Jacob Østergaard har ganske enkelt en skræmmende fysik, men det er ikke kommet af sig selv. Iveren efter at styrketræne har altid eksisteret hos Jacob Østergaard, der henover sommeren har trænet benhårdt for at blive så fit som muligt.
”Jeg elsker det, og jeg synes, det er sjovt. Den enorme kraftpræstation fascinerer mig og driver mig, og derfor synes jeg eksempelvis, at det er fedt at sidde og se de der muskuløse roere under OL,” fortæller Jacob Østergaard til skjernhaandbold.dk og fortsætter:
”I går sad jeg og heppede helt vildt på en eller anden brasiliansk OL-gymnast, der kontrollerede alt i ringene, fordi muskelmassen var så stor. Det er fascinerende,” mener Jacob Østergaard.
Fysioterapeut Hans Jensen omtalte forleden her på siden Østergaard som værende i ”superform”, men det har krævet hårdt arbejde. Motivationen var blandt andet tilgangen af cheftræner Ole Nørgaard.
”Man kan ligeså godt give sig selv så gode forudsætninger frem mod den nye sæson som overhovedet muligt. Det har selvfølgelig været en stor motivationsfaktor, at der er kommet en ny træner med nye øjne. De tekniske og taktiske ting kan jeg ikke øve hjemmefra, men konditionsmæssigt kan jeg ligeså godt være så forberedt som muligt,” forklarer Jacob Østergaard.