Lasse Mikkelsen lavede tre mål i sejren over Århus Håndbold.
Efter to kampes fravær var Lasse Mikkelsen atter tilbage på banen, da Århus Håndbold blev sendt hjem med et nederlag på 39-24.
Af Simon Dahl
Lasse Mikkelsen har ikke været med for Skjern i de seneste to kampe og fik dermed sin hjemmebanedebut i denne sæson mandag aften mod Århus.
Den hårdtskydende playmaker blev sendt i aktion midtvejs i første halvleg og lavede tre mål undervejs i kampen.
- Det var rigtig dejligt at være tilbage, og det kunne vel næsten ikke ske på en meget bedre måde. Vi var langt bedre i alle spillets facetter, og derfor var det helt i orden, at vi vandt med med 15 mål, sagde Lasse Mikkelsen.
Sult og ærgerrighed
Skjern var foran med ni mål undervejs i første halvleg, men gik kun til pause med en føring på fem mål. I anden halvleg blev der dog sat en tyk streg under styrkeforholdet, da Skjern blæste aarhusianerene midt over.
- Vi sled dem, og det skal gerne være kendetegnet for os på hjemmebane. Vi skal blive ved med at løbe med vores modstandere, så vi kan æde dem op og til sidst få knække dem, sagde Lasse Mikkelsen og fortsatte:
- Der er så mange dygtige spillere på det her hold, og alle vil spille hele tiden. Der er en stor sult og en stor ægerrighed. Derfor kan vi bare blive ved med at klø på, sagde Lasse Mikkelsen.