Lasse Mikkelsen blev topscorer med seks mål i sejren over Bergischer.
Lasse Mikkelsen spillede en stor kamp, da Skjern slog tyske Bergischer og dermed vandt den første af to lørdagskampe.
Af Kenneth Thygesen
Den første sejr til Skjern Håndbold i sæsonen 2014/2015 er i hus.
I den første af to lørdagstræningskampe vandt Skjern Håndbold stensikkert 28-24 (17-8) over Bundesligaklubben Bergischer HC.
Næste Skjern-kamp er allerede kl. 19.00 lørdag aften, hvor modstanderen er THW Kiel. De 19-dobbelte tyske mestre vandt også deres første kamp, og dermed spiller de to hold om førstepladsen i puljen i træningsturneringen Klaus Miesner Gedenkturnier.
Forrygende kontrafase
Spænding om udfaldet var der aldrig i Skjerns møde med Bergischer HC.
En bundsolid defensiv med en fremragende Søren Pedersen, der stod med en redningsprocent på 46 i første halvleg, banede vejen for en stribe danske kontramål.
Anført af kontrakongen Lasse Mikkelsen, der serverede bolde til på stribe til Morten Balling og René Rasmussen, gik Skjern fra 4-4 til 9-5.
Herefter kom Nikolaj Markussen på banen, og tre Markussen-assists senere var stillingen 12-5.
Sparede på kræfterne
Tyske Bergischer lavede alt for mange fejl til at true Skjern-mandskabet, der konstant udbyggede føringen. Efter pauseføring på 17-8 øgede vestjyderne til 26-16 med et kvarters tid igen, og så var kampen afgjort.
Med tanke på Kiel-kampen under tre timer senere skiftede Ole Nørgaard flittigt ud for at spare på kræfterne. Kristian Hedall og Jacob Lyhne fra U21 Special-truppen fik chancen, mens også flere alternative opstillinger blev taget i brug.
Bergischer spillede sig op i de sidste ti minutter og fik pyntet på resultatet, men det ændrede ikke ved udfaldet.
Sejren på 28-24 kom i hus uden Daniel Svensson, der efter sit slag på hånden blev sparet.
Kristoffer Laursen sad ligeledes på bænken i hele kampen med undtagelse af et enkelt straffekast, som han reddede.
Målscorere:
Lasse Mikkelsen 6, Morten Balling 5, René Rasmussen 5, Thomas Klitgaard 3, Bjarke Christensen 3, Frederik Børm 2, Henrik Møllgaard 2, Kasper Søndergaard 1 og Nikolaj Markussen 1.