Tilbagevendte Lasse Mikkelsen leverede en god indsats mod KIF Kolding.
Lasse Mikkelsen var torsdag aften tilbage på banen efter over tre måneders skadespause.
Af Kenneth Thygesen
Et brud i foden sendte lige før DM-semifinalerne i maj Lasse Mikkelsen på tribunen.
Siden da har den skudfarlige playmaker holdt pause, genoptrænet, holdt pause igen og nu er han endelig begyndt at træne fast med holdkammeraterne.
I gårsdagens træningskamp mod KIF Kolding fik playmakeren så endelig comeback på håndboldbanen.
- Det var en dejlig følelse, og det gik bedre, end jeg havde regnet med. Jeg synes, jeg faldt fint ind i spillet og var med i en del gode angreb. Det var en god dag, siger Lasse Mikkelsen.
Playmakeren kom ind midtvejs i første halvleg og noterede sig i løbet af kampen blandt andet for tre mål, et par assists og et tilkæmpet straffekast.
- Der mangler fortsat timing i både de individuelle og kollektive ting, jeg foretager mig, men det var fornuftigt. Jeg er en glad mand. Nu skal jeg bygge mere og mere på, siger Lasse Mikkelsen.