Hør et lidt længere interview med Anders Eggert og Thomas Mogensen nederst i artiklen.
Ambitionerne er store for Thomas Mogensen, som havde første træningsdag med sine holdkammerater mandag morgen.
Af Nicklas Thygesen
Siddende midt på halgulvet i legendariske Hal 1 på Ranunkelvej, genforenet med sin tidligere holdkammerat gennem mere end et årti, Anders Eggert - nu med Skjern Bank klistret på maven som sponsor og snart iklædt den grønne trøje med rygnummer 2.
Efter mere end 10 år i SG Flensborg-Handewitt er Thomas Mogensen på plads i Skjern - med gulddrømme og med pæne ord på vejen af førnævnte Eggert.
- Han kommer med et enormt drive, især i kontrafasen - og det er specielt der, at Skjern-fansene kommer til at se hans store betydning og kvaliteter. Vi har fulgt hinanden og spillet sammen i så mange år, så det er utrolig fedt at have Mogensen tilbage, siger Anders Eggert.
- Det har været spændende og et rigtig godt førstehåndsindtryk med de andre drenge.
- Men jeg er ikke bare kommet hjem for at forlænge min karriere. Når man står midt i opstarten med hårde løbetests og styrketræning, så har jeg kun én ting for øje - og det er, at stå den sidste dag i turneringen med guldet hængende om halsen, siger Thomas Mogensen.
Se videointerviewet med de to Skjern-spillere herunder: