Thomas Mogensens scoring 15 sekunder før tid gav de grønne et yderst vigtigt point i Ungarn. Foto: Steffen Bloch
Skjern-profilen blev den store helt med udligningen kort før slutfløjt. Et opgør, som vestjyderne ifølge Mogensen havde stor ære og andel i.
Af Nicklas Thygesen
De færreste havde forudset det ske, men søndag aften leverede Ole Nørgaard og Henrik Kronborgs tropper endnu en europæisk sensation til historiebøgerne.
Thomas Mogensen fuldendte en gennemført præstation med udligningen 15 sekunder før tid, som sikrede de grønne et livsvigtigt point.
Et opgør, som vestjyderne langt inde i anden halvleg havde kontrollen over, siger Thomas Mogensen.
- Et point i Szeged havde vi på forhånd solgt det for. Uden tvivl. Derfor er det vildt, at vi står med en følelse af, at det godt kunne have blevet til mere. Midt i anden halvleg havde vi alt under kontrol, og havde egentlig mulighederne for at snøre sækken.
- Men et par kendelser og småfejl fra vores side bragte dem tilbage, og så handlede det om at stå imod det enorme pres, så vi ikke blev kørt bagover.
- Vi formåede at sætte nogenlunde prop i, og det skal hele holdet have kæmpe cadeau for. Det havde ikke været til at bære, hvis vi ikke kom herfra med mindst et point, siger Thomas Mogensen.
Søndagens besøg i Szeged var Mogensens første – trods sit lange udenlandseventyr syd for grænsen.
Et besøg og en kamp, som alle håndboldspillere drømmer om, siger han.
- At komme rundt i Europas største haller med masser af historie, vilde fans og masser af temperament – det giver håndboldoplevelser for livet og hår på brystet.
- Det er kampe, som alle håndboldspillere drømmer om, siger Thomas Mogensen.