STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Møller med et ben i hver lejr

I 2006 kunne Claus Møller Jakobsen og holdkammeraterne fra Atletico Madrid løfte Champions League-trofæet. Foto: clausmoellerjakobsen.dk

Skjerns Claus Møller har venner og tidligere holdkammerater i begge lejre forud for weekendens afgørende Champions League-kampe.

Af Kenneth Thygesen

I den kommende weekend skal de danske mestre fra AG København deltage i Champions Leagues Final4-stævne i Köln. Københavnernes semifinalemodstander er sidste års finalister fra spanske Atletico Madrid, der har internationale topnavne som Sterbik, Dinart, Abalo, Lazarov og danske Nikolaj Markussen i truppen.

Mens håndbolddanmark højest sandsynligt vil holde med AG København, står Skjern-profilen Claus Møller Jakobsen med et ben i hver lejr.

Claus Møller Jakobsen har nemlig spillet i Spanien i ni år heraf to år i Madrid-klubben med to Champions League-finaler til følge, men på AGK-siden står Møller Jakobsens gamle landsholdskammerater.

“Jeg har et noget ambivalent forhold til den kamp. Jeg kender mange i Madrid både trænere og spillere efter nogle fantastiske år dernede. Jeg vandt Champions League med mange af drengene, så vi har oplevet noget specielt sammen, og derfor ønsker jeg naturligvis også, at de har succes,” siger Claus Møller Jakobsen og fortsætter:

”Når det er sagt, har jeg også et rigtig godt forhold til Jørgensen og Hvidt (Lars Jørgensen og Kasper Hvidt red.) og de drenge i AG København, og jeg håber også for dem, at de får en fed oplevelse. Så jeg har følelser på begge sider,” siger Claus Møller Jakobsen.

"Det er umuligt for mig at holde med et af holdene, men det ville være fantastisk for dansk håndbold, hvis AGK gjorde det umulige - og det tror jeg rent faktisk, at de kan," slutter Claus Møller Jakobsen

NYHEDER