STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Møllgaard: En øjenåbner for os

Henrik Møllgaard scorede syv mål og lavede tre assists i kampen mod KIF Kolding. 

Skjern har stadig masser at arbejde med, mener Henrik Møllgaard efter nederlaget til Kolding.

Af Kenneth Thygesen

Et par fejl og et kynisk Kolding-mandskab i slutfasen betød, at Skjern tirsdag aften måtte tage tomhændet hjem fra Sjælland. Skjern tabte 29-27 til Kolding efter en dramatisk afslutning, hvor værterne var en tand skarpere end gæsterne.

- Vi er nede og kede af det. Man kan godt tåle at tabe med to mål på udebane til Kolding, men måden, vi tabte på, er svær at sluge. I de sidste ti minutter af kampen glemte vi fuldstændig alle de taktiske aftaler, og det må ikke ske, forklarede Henrik Møllgaard.

En øjenåbner
Skjern havde inden kampen ikke mødt et hold, der er vurderet til at lande i top fire. Derfor var opgøret den første store styrketest for det nye Skjern-mandskab, og den test blev ikke bestået.

- Kampen var en øjenåbner for os. Når vi virkelig er presset af et tophold, har vi stadig masser at arbejde med. Der var tæt løb, og vi kunne godt have vundet, men vi manglede noget, sagde Henrik Møllgaard.

- Spillemæssigt er jeg overhovedet ikke tilfreds, og jeg mener, at vi kan spille meget, meget bedre, sagde Henrik Møllgaard.

NYHEDER