Henrik Møllgaard blev Skjern-topscorer med seks mål i onsdagens kamp.
Mors-Thy var ifølge Henrik Møllgaard mere villige til at gå i krig end Skjern var, og det blev udslagsgivende for onsdagens kamp.
Af Simon Dahl
Slutspillet har sit eget liv. Det blev der endnu engang sat en tyk streg under, da Skjern onsdag aften tabte til Mors-Thy.
- Hvert opgør bliver en krig, og det hold, der er villige til at smide tøjlerne og kæmpe en vis legemsdel ud af bukserne, vinder kampene, siger Henrik Møllgaard, som stadig er skuffet dagen derpå.
- Mors-Thy var langt mere klar på at gå i krig, end vi var, og vi havde det rigtig svært over for deres offensive forsvar, hvor de virkelig slog fra sig og kæmpede som besatte, siger Henrik Møllgaard.
Hjemmebane bliver afgørende
Der var tæt på fuldt hus i Jysk Arena på Mors onsdag aften, og det faktum spillede ind på kampens udfald, mente Møllgaard.
- Hallen kogte fra første fløjt, og vi havde aldrig ro omkring os. Heller ikke i den periode i første halvleg, hvor vi var foran med et par stykker, siger Henrik Møllgaard.
- Der blev lagt et kolossal tryk på os fra publikum, og det håber jeg også, der bliver lagt på Århus på lørdag, når de gæster Skjern Bank Arena, siger Skjern-skytten og slutter:
- Der skal hvert fald ikke herske tvivl om, at vi er klar til at gå i krig nu, og det skal vi vise mod Århus.