STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Møllgaard udlejes til Qatar

Henrik Møllgaard skal i de næste par uger spille for Lekhwiya i Qatar.

Skjern Håndbold har accepteret et bud fra Qatar, der sender Henrik Møllgaard på en fire ugers lejeaftale til Lekhwiya i Doha.

Af Kenneth Thygesen

I de kommende fire uger er Henrik Møllgaards klubspilletrøje rød og ikke grøn.

Skjern-anføreren er nemlig torsdag morgen rejst til Doha i Qatar, hvor han i de kommende uger skal hjælpe topklubben Lekhwiya Sports Club. 

Skiftet til Qatar er ikke et permanent skifte, men blot en lejeaftale, som sikrer både Skjern Håndbold en økonomisk gevinst og Henrik Møllgaard en anderledes udfordring i uvante omgivelser.

- Det bliver en sjov og spændende tur, og jeg glæder mig rigtig meget til at se, hvad det er for noget, siger Henrik Møllgaard.

Skjerns landsholdsspiller flyver hjem til Danmark i starten af juni for samles med landsholdet, og derefter går turen igen til Qatar for at spille de sidste kampe for Lekhwiya Sports Club.

I alt forventer Henrik Møllgaard at spille 11 kampe i Qatar-klubben, der ligger nummer et i ligaen og blandt andet har Olafur Stefansson i truppen.

NYHEDER