Henrik Møllgaard har i denne sæson scoret 46 mål og lavet 31 assists i blot ni kampe.
Skjern-anfører Henrik Møllgaard vil gøre alt for kæmpe sig til en plads i EM-truppen.
Af Kennehth Thygesen
Under VM i Spanien i januar slog Henrik Møllgaard for alvor sit navn fast i international sammenhæng med en perlerække af flotte præstationer i landsholdstrøjen.
Siden da har Møllgaard været en fast del af Ulrik Wilbeks landsholdstrup, der i disse dage er samlet som forberedelse til EM om to måneder. Selv afviser Skjern-anføreren dog at være helt inde i EM-varmen.
- Jeg har noteret mig mange fine indsatser, og konkurrenterne topper på deres klubhold. Derfor er intet afgjort, siger Henrik Møllgaard.
Lidt i banken
Skjern-stjernen har igen i år spillet et forrygende efterår, og målt på Divisionsforeningens officielle statistik er han også i toppen over de mest værdifulde spillere i ligaen. Kombineret med den flotte slutrundedebut i vinter ser EM-udsigten dermed god ud for Henrik Møllgaard.
- Det ser spændende ud, og jeg ved, at jeg har lidt i banken. Jeg har vist, at jeg holder i en hel slutrunde mod de allerbedste nationer. Det tæller til min fordel i forhold til de mere uprøvede kort, siger Henrik Møllgaard.
- Men jeg kan på ingen måde sige, om jeg er med eller ej. Jeg vil bare blive ved med at vise, at jeg rigtig gerne vil bide mig fast her, siger Henrik Møllgaard.
Henrik Møllgaard og resten af landsholdet flyver i morgen til Norge, hvor der spilles Golden League fredag, lørdag og søndag.Her spiller Danmark tre kampe mod henholdsvis Frankrig, Kroatien og Norge. Alle kampe vises på TV2.