Morten Vium har skrevet toårig kontrakt med Ribe-Esbjerg.
Er de fem tidligere Skjern-spillere klar til den nye sæson? Skjernhaandbold.dk tager turen rundt i Jylland.
Af Kenneth Thygesen
Turen rundt til de gamle spillere starter i Esbjerg, der før sommeren fik tilgang af en ung, hurtig og træfsikker fløjspiller med stærke rødder i Skjern Håndbold.
Med undtagelse af en enkelt sæson havde 21-årige Morten Vium før denne sommer kun spillet håndbold i Skjern. Ønsket om nye udfordringer og i særdeleshed mere spilletid sendte dog den flittige målscorer til Ribe-Esbjerg HH.
- Jeg har vænnet mig til tanken om, at det ikke er Skjern mere, men det tog lidt tid. Det er meget underligt. Heldigvis kendte jeg et par stykker hernede i forvejen, så på den måde har det været nemmere at falde til, siger Morten Vium.
Målkongen Morten
I træningskampene i juli og august har Morten Vium stort set scoret mål efter behag. I snit har fløjspilleren scoret over fem mål per kamp, og det er blandt andet blevet til otte mål mod både THW Kiel og Team Tvis Holstebro.
Dermed har den unge fløj rent håndboldmæssigt fået den bedste start.
- Jeg synes, det er gået godt. Mit mål var at få spilletid, og selvom det kun har været træningskampe indtil videre, har jeg fået næsten fuld tid i alle kampe, og det er dejligt, siger Morten Vium, der håber på, at Ribe-Esbjerg kan tage endnu et skridt op i tabellen i år.
- Vores mål er at være med i kampen om slutspillet. Der er fire-fem hold, der kæmper om de sidste slutspilspladser, men jeg tror på, at vi kan komme med, siger Morten Vium.
Skjern stifter allerede bekendtskab med Morten Vium igen den 4. oktober, når Ribe-Esbjerg HH gæster Skjern Bank Arena.