STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Mr. 100 procent: Forløsende sejr

 Bjarke Christensen var iskold fra venstrefløjen i går. Foto: Steffen Bloch

Der var ingen slinger i valsen hos Bjarke Christensen i gårsdagens storsejr. Den hurtige venstrefløj bankede boldene ind efter behag - en forløsning ifølge den 23-årige fløj. 

Af Nicklas Thygesen

De vestjyske pokalmestre har været igennem et mindre uvejr den seneste uges tid, hvor spillet på banen ikke har fungeret optimalt. Derfor var der ganske forståeligt stor glæde i Skjern-lejren efter gårsdagens storsejr over Mors-Thy. 

På venstrefløjen leverede Bjarke Christensen en pragtpræstation, hvor fem skud blev omsat til fem scoringer. To stensikre point på kontoen vakte stor begejstring hos Skjerns Mr. 100-procent. 

- Vi er lettede. Efter en hård uge, hvor tingene ikke rigtig har flasket sig for os, så var det dejligt at komme på tavlen igen. Vi spillede klogt, alle mand kæmpede hårdt og det gav pote, siger Bjarke Christensen og tilføjer:

- Det er aldrig nemt at rejse sig efter en svær periode. Selvom vi har præsteret okay, så har vi ikke fået fuld udbytte i de tre seneste kampe. Det har været frustrerende, men heldigvis leverede vi på et højt niveau i går. Vi er meget tilfredse, siger femmåls-skytten. 

Bjarke Christensen og resten af Skjern-truppen skal i ilden igen på lørdag, hvor der er dømt topbrag, når Skjern Håndbold gæster Bjerringbro-Silkeborg. 

Nikolaj Markussen, Michael Knudsen og resten af Peter Bredstorffs mandskab indtager i øjeblikket andenpladsen i Boxer Ligaen – á point med vestjyderne.

Kampen bliver vist direkte på TV2 kl.17.10.

NYHEDER