STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Nat og dag i Skjern-sejr

En fantastisk første halvleg af blev afløst af en meget skidt anden halvleg, da Skjern i aftes sejrede 30-28 på udebane mod Mors/Thy. Skjern var overlegne og førte 19-12 ved pausen, men et hav af brændte chancer gjorde kampen unødvendig tæt. Claus Møller Jakobsen topscorer med ti mål.

Første af tre skridt på vejen mod andenpladsen i ligaen skulle tages fredag aften, hvor Skjern gæstede Mors/Thy, der i sidste sæson slog de grønne på hjemmebane.

I tirsdags var Mors/Thy bagud 12-1 til Team Tvis Holstebro i pokalturneringen, og i aftenens kamp var det så småt på vej til at blive en gentagelse, da Thomas Pedersen efter blot ni minutter scorede til 5-1 til Skjern. Sådan skulle det dog ikke gå, og Mors/Thy kunne således efter en række tekniske Skjern-fejl reducere 6-4.

I fuld kontrol
Skjern var trods de mange skader i fuld kontrol i begge ender, hvor hjemmeholdets offensive 5:1-forsvar efter lidt tilvænning blev en formsag for Jesper Jensen og Claus Møller Jakobsen i bagkæden. I den anden ende viste Tim Winkler storspil med ni redninger i første halvleg, og så kunne et koncentreret Skjern-mandskab gå fra 10-7 til 15-8.

Føringen betød, at Mads Jepsen og René Rasmussen kom på banen som henholdsvis playmaker og højre back, og dermed var Claus Møller Jakobsen eneste Skjern-mand over 25 år i den noget uvante opstilling.

Mors/Thy fik reduceret med et par hurtige mål, inden de grønblusede igen satte turboen på og bragte sig i front 19-12, hvilket var stillingen ved pausen.

Lignede en storsejr
Hjemmeholdet kom bedre med efter pausen og fik reduceret til 22-18 efter flere gode kontrascoringer, før de grønne igen satte tempoet op og bragte sig i front 27-20 efter 45 minutter, og så lignede det en afgjort kamp.

Et hav af afbrændere fra Skjerns side kombineret med flere tekniske fejl betød dog, at Mors/Thy pludselig var helt tilbage i kampen. Skjern stressede angrebsmæssigt og scorede ikke i ni minutter, før Jesper Jensen med to mål sendte Skjern i front 30-26.

Hjemmeholdet scorede yderligere to gange, men længere gik den ikke, og dermed vandt Skjern 30-28 efter en meget skidt afslutning.

NYHEDER