- Vi har ikke råd til at brænde tocifrede antal oplagte chancer, lyder ordene fra Ole Nørgaard.
Skjern-træner, Ole Nørgaard, så positive takter i vestjydernes defensiv, men savnede kynisme i afslutningerne i den modsatte ende.
Af Nicklas Thygesen
Fælleden i Skanderborg bliver nok aldrig vestjydernes yndlingsarena.
To kampe på fem dage har resulteret i to nederlag. Senest søndag aften, hvor vestjyderne ikke formåede at genvinde Super Cup-trofæet.
Årsagen til gårsdagens nederlag var ifølge Ole Nørgaard et hav af brændte chancer.
- Vores forsvar var det bedste, vi har set hidtil i opstarten, men vi har ikke råd til at brænde tocifret antal oplagte scoringschancer.
- Tager man starten af anden halvleg, så brænder vi fire oplagte muligheder og laver en teknisk fejl, og så var føringen sat over styr. Det blev desværre udslagsgivende for os, siger Ole Nørgaard og fortsætter:
- Men det er klart, at vores angrebsspil hakker. Vi mangler noget timing. Noget udnyttelse af de frie chancer, og så skal de mange tekniske fejl skæres væk. Det er der, vores udfordringer ligger, siger Ole Nørgaard.
Skjern-mandskabet tager hul på Herreligaen om seks dage på udebane mod GOG.