STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Nørgaard: Vi er hvor vi skal være

Ole Nørgaards mandskab formåede at score hele 38 gange i NRGi Arena i Aarhus.

Skjern-spillerne ser ud til at have ramt topformen på det helt rigtige tidspunkt.

Af Kenneth Thygesen

En sejr på 11 mål på udebane i Aarhus i den første slutspilskamp.

Det var mere, end hvad mange Skjern-fans kunne drømme om. Ikke desto mindre var Skjerns cheftræner Ole Nørgaard en afslappet og afbalanceret mand efter Skjerns storsejr torsdag aften.

- Det var en rigtig fin indsats, men vi har meget mere at give af. Specielt i forsvarsspillet. Men en sejr på 11 mål i Aarhus er meget tilfredsstillende, sagde Ole Nørgaard.

- Spillerne var taktisk disciplinerede, og så var angrebsspillet af høj klasse. Vi havde ingen problemer med at score overhovedet, sagde Ole Nørgaard.

Ser fornuftigt ud
For første gang siden december havde Skjern-spillerne i starten af marts en hel træningsuge uden kampe, og det har ifølge cheftræneren båret frugt.

- Det har været givtigt for os. Vi har fået spillet en masse ting godt igennem, og det fik vi vist i dag, sagde Ole Nørgaard.

- Vi er, hvor vi skal være. Sæsonen er bygget op om at ramme topformen i slutspillet, og vi fik vist i dag, at det ser rigtig fornuftigt ud, sagde Ole Nørgaard.

NYHEDER