Ole Nørgaards mandskab fra Skjern gæster i morgen Sporting CP.
Chancen er minimal, men Skjern vil kæmpe til det sidste for at holde liv i drømmen om en kvartfinaleplads.
Af Kenneth Thygesen
Kravet er en sejr på otte mål.
Så enkelt kan det forklares, inden Skjern Håndbold søndag eftermiddag på udebane møder portugisiske Sporting CP.
Skjern tabte på hjemmebane til portugiserne med syv mål, og selvom vestjyderne siden da har leveret gode præstationer i gruppekampene, er det blot blevet til to point.
Derfor skal Skjern hente en sejr på otte mål for at være bedre end portugiserne indbyrdes, men skulle det ske, er chancen for videre avancement alligevel minimal. Flere resultater i de andre puljer skal nemlig gå Skjerns vej.
- Vi spiller vores chance, men det er op ad bakke. Sporting slog os med syv i Skjern, og de har leveret gode resultater i de øvrige kampe, siger Skjern-træner Ole Nørgaard.
- Vi skal ramme plet, hvis vi skal vinde med det tilstrækkelige antal mål. Den skal sidde lige i skabet. Men vi har vist i to omgange på udebane i Europa, at vi har evnerne til det. Senest leverede vi en af sæsonens allerbedste kampe i Montpellier, siger Ole Nørgaard.
Fejlvurderede niveauet
Sporting CP har flere spillere, som Ole Nørgaard kender fra sin tid som ungdomslandstræner, og selvom respekten for portugisisk håndbold var stor inden gruppespillet, er den kun blevet større.
- FC Porto slog for eksempel Kolding i Champions League, og vi har tabt til Sporting i EHF Cuppen. Jeg tror, vi må erkende, at vi fejlvurdede portugisisk klubhåndbold, siger Ole Nørgaard.
Både Daniel Svensson og Claus Møller Jakobsen er tvivlsomme til søndagskampen, mens René Rasmussen er blevet hjemme i Skjern for at pleje en ankelskade.
- Alle vil kæmpe til det sidste, men primært handler det om for os at finde tilbage til fundamentet i forhold til vores kommende kampe i slutspillet, siger Ole Nørgaard.