Ole Nørgaard vil rykke nyindkøbet Nikolaj Markussen frem i en uvant position.
Skjern-cheftræneren har flere idéer forud for den kommende sæson. En af dem involverer en 212 cm høj mand på en uvant position.
Af Kenneth Thygesen
Normalvis er Nikolaj Markussen kendt som bagspilleren, der fra 10-12 meters afstand tonser bolden i mål.
Det har han gjort i både Nordsjælland Håndbold, Atletico Madrid, El Jaish og på det danske landshold. Forhåbentligt sker det også i Skjern Håndbold.
Men Nikolaj Markussens rolle bliver ikke kun som storskytte. Det fortæller cheftræner Ole Nørgaard, der har mange idéer med Skjerns nye landsholdsspiller.
- Vi får en spidskompetence i Nikolaj Markussen, der giver os fantastiske muligheder offensivt og defensivt. Vi kommer til at dække mere end vores velkendte 6:0-forsvar, siger Ole Nørgaard, der vil sende sin 212 cm høje bagspiller frem i forsvaret:
- Jeg har tanker om et 5:1-forsvar med store folk fremme. Det kan blive Nikolaj Markussen, og det kan også blive Lasse Mikkelsen og Henrik Møllgaard. Vi vil ikke glemme vores 6:0-forsvar, men vi vil prøve det af i forberedelserne, siger Skjern-træneren.
Farlige uden anføreren
Med tilgangen af Nikolaj Markussen kan Skjern mønstre en bagkæde bestående udelukkende af danske landsholdsspillere i form af trioen Markussen, Henrik Møllgaard og Kasper Søndergaard.
Læg dertil spillere som Lasse Mikkelsen, Daniel Svensson og all-round-manden Morten Balling, og smilet breder sig hos Skjern-træneren.
- Vi kan lave mange forskellige opstillinger, og det betyder, at vi kan stille en farlig og stærk bagkæde uden Henrik Møllgaard. Ham var vi meget afhængige af i sidste sæson - især mod slutningen af sæsonen, siger Ole Nørgaard.