Skjern-stregen bliver den femte anfører i klubbens historie.
Bjarte Myrhol har overtaget anførerbindet i Skjern Håndbold og nordmanden sætter stort fokus på disciplinen i klubben.
Af Nicklas Thygesen
Store spillere som Henrik Møllgaard, Jesper Jensen, Henrik Hansen og senest Thomas Klitgaard har tidligere båret anførerbindet for Skjern Håndbold.
Til denne sæson er erhvervet overdraget til 35-årige Bjarte Myrhol, der netop har taget hul på den tredje sæson i den vestjyske klub.
- Jeg er glad for, at jeg allerede har spillet to år i klubben inden anførerrollen blev min. Jeg har lært måden der kommunikeres på internt i klubben, på banen og i pressede situationer, og det vil uden tvivl komme mig til gode, siger Skjern-profilen.
Rollen som anfører har i årevis tilfaldet den stærke stregspiller – både i landsholdsregi og i nordmandens tidligere klubber. Derfor er Skjern-stregen ganske fortrøstningsfuld omkring den nye titel.
- Det er blevet en naturlig del af mig og min spillestil at være anfører og gå forrest, tror jeg. Jeg er måske ikke den, der råber højest på banen og i omklædningsrummet, men jeg ønsker at gå forrest med at være et godt eksempel. Specielt hvad angår disciplin, siger nordmanden og afrunder:
- Jeg har altid jagtet de små ekstra procenter i forberedelsen, til træning og i kamp, og den jagt fortsætter i min rolle som anfører, siger Bjarte Myrhol.
Bjarte Myrhol har været anfører i samtlige klubber, som nordmanden har været forbi. Det omhandler Rhein-Neckar Löwen, Veszprém, HSG Nordhorn og Sandefjord.