STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Norsk pragtpræstation i målet

Magnus Dahl havde 14 redninger i gårsdagens udesejr. 

27-årige Magnus Dahl leverede målmandsspil på højt niveau, da Skjern igår hentede en vigtig udesejr i Sønderborg. 

Af Nicklas Thygesen

Der var drama for alle pengene i Sønderborg, da Skjern Håndbold igår trak sig sejrsrigt ud af opgøret imod SønderjyskE, hvor en iskold Lasse Mikkelsen afgjorde kampen med en straffekastscoring tre sekunder før tid.

De to mandskaber fulgtes ad hele kampen igennem, hvor især vestjydernes norske islæt, Magnus Dahl, trådte i karakter.

Nordmanden stod størstedelen af kampen og kvitterede for tilliden med en pragtpræstation. 14 redninger - heraf flere 100 procentredninger - diskede den 27-årige målmand op med, og var en afgørende faktor i vestjydernes triumf.

- Vi leverede stort i en svær kulisse, hvor publikum virkelig fik lagt et solidt tryk. Det viser styrke og klasse at hive endnu en sejr hjem i slutfasen, hvor alt skal afgøres, fortæller den norske målmand.

Gårsdagens triumf i en udsolgt Broager Sparekasse Skansen giver et enormt selvtillidsboost ifølge Magnus Dahl.

- Vi har bevist flere gange i denne sæson, at vi besidder køligheden i slutfasen. Selvom der er knald på kedlerne, så formår vi at bevare roen. Det giver selvtillid, så vi er sindsygt glade, fortæller Magnus Dahl.

Med udesejren overtager Skjern Håndbold andenpladsen i Boxer Ligaen efter ni runder.

Du har mulighed for at opleve Magnus Dahl og resten af Skjern-mandskabet i aktion igen på søndag, når Kadetten Schauffhausen gæster Skjern Bank Arena kl.16.50. Billetter til opgøres kan købes her

NYHEDER