STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Norske mestre gæster Skjern Bank Arena

 Anfører Thomas Klitgaard forventer et tæt opgør, når Elverum gæster Skjern Bank Arena på i morgen. 

To point er livsnødvendige i morgen, hvis Skjern Håndbold fortsat skal gøre sig forhåbninger om videre avancement fra Gruppe D.

Af Nicklas Thygesen

I morgen gæster Nikolaj Mehl og resten af Elverum-mandskabet Skjern Bank Arena, når den ottende runde i Gruppe D fløjtes igang kl.16.50.

Tilbage i september måned leverede Skjern-spillerne en fantastisk præstation, da de norske mestre blev blæst ud af Terningen Arena i Elverum. Vestjydernes offensiv var ekstraordinær skarp, hvorfor de grønne hev en storsejr på 14 mål med hjem fra Norge.

Søndagens opgør bliver ifølge anfører Thomas Klitgaard langt mere tæt end det første opgør i Norge.

- Sidst vi mødte Elverum var vi ekstremt effektive, og vi formåede at bevare tålmodigheden i begge ender uden at forcere. Det udmøntede sig i en del kontrascoringer, som gjorde livet lettere end forventet, siger anføreren.

Udeholdets helt store profil - den norske landsholdsfløj Andre Lindboe, indtager i øjeblikket niendepladsen på topscorerlisten i Champions League. I det seneste møde leverede den finurlige fløjspiller på øverste hylde, og blev kampens topscorer med ni mål.

Hvis Skjern Håndbold på søndag skal gå sejrsrigt fra Skjern Bank Arena er én af succeskriterierne ifølge Thomas Klitgaard at få stoppet den hurtige landsholdsfløj.

- Eleverum er et dygtig mandskab, som har været utrolig tæt på at tage point fra både Zaporozhye, Kadetten og Skopje, så vi forventer en svær, men spændende opgør i morgen, siger Thomas Klitgaard.

Der er fortsat få billetter til søndagens opgør i Skjern Bank Arena, som fløjtes igang kl.16.50. Billetterne kan købes her

NYHEDER