Danskerne kan glæde sig til fortsat at følge håndbold på landsdækkende tv.
Dansk Håndbold Forbund, Divisionsforeningen Håndbold, TV 2 og TV 2 SPORT har givet hinanden håndslag på en aftale, der betyder, at dansk klub- og landsholdshåndbold de kommende fire år bliver en fast bestanddel på hele Danmarks hjemmebane - TV 2 og på TV 2 SPORT.
Dermed fortsætter dansk håndbold det lange og frugtbare samarbejde med TV 2, og det glæder TV 2’s administrerende direktør Merete Eldrup:
”Vi er meget glade for, at både landsholds- og klubhåndbolden fortsat har hjemmebane på TV 2. Håndbold har i rigtigt mange år været en del af TV 2’s DNA, og det betyder meget for os på TV 2 at fastholde det tætte forhold mellem Danmarks mest populære vintersport og TV 2.”
Den selvstændige sportskanal TV 2 SPORT, har gennem de sidste år udviklet sig eksplosivt og sikret sig en stadig mere betydende plads på remotekontrollen hos de danske tv-sportsseere. Med den nye aftale cementerer TV 2 SPORT sin position på det danske tv-marked.
”Dansk håndbold er et af kerneprodukterne på TV 2 SPORT. Derfor er det særdeles positivt, at vi med den nye aftale kan tilbyde vores seere næsten dobbelt så mange kampe. Vi glæder os til at fortsætte det gode samarbejde med forbundet og klubberne,” siger administrerende direktør Claus Bretton-Meyer, TV 2 SPORT A/S.
TV 2’s sportschef Frederik Lauesen har spillet en central rolle i forhandlingerne, og han har meget store forventninger til dansk håndbolds fremtid.
”Vi har på det seneste oplevet en stigende interesse for dansk håndbold samtidig med, at vores samarbejde med DHF og Divisionsforeningen har nået nye højder. Vi har haft en yderst professionel og konstruktiv dialog i forhandlingsforløbet, og jeg er overbevist om, at vi sammen kan udvikle dansk håndbold yderligere,” siger Frederik Lauesen og fortsætter:
”Håndbolden har en stor og fast fanskare på TV 2, og med de mange nye spændende ting, der sker - ikke mindst med AG Københavns store ambitioner og de mange profiler, der er vendt hjem til den danske liga, er jeg sikker på, at interessen for håndbold vil vokse støt. Både ude i hallerne og foran tv-skærmen. Vi går en rigtig spændende fremtid i møde.”
Fra DHF